Viser innlegg med etiketten nordea. Vis alle innlegg
Viser innlegg med etiketten nordea. Vis alle innlegg

tirsdag 2. april 2024

Nordea er blandt verdens bedste til at fremme bæredygtighed

Nordea, København, Danmark.
Nordea er nummer et i Norden og i top ti blandt verdens største kapitalforvaltere, når det kommer til at gøre en bæredygtig forskel gennem aktivt ejerskab. Det viser en ny, uafhængig rapport fra NGO’en ShareAction, der arbejder globalt for at hæve standarden for ansvarlige investeringer.

Nordeas indsats med at fremme bæredygtighed høster anerkendelse i den nyeste ”Voting Matters”-rapport fra ShareAction. Her evalueres kapitalforvalteres evne til at bruge deres stemmeret som aktionærer til at påvirke de såkaldte ESG-faktorer – altså miljøforhold, socialt ansvar og virksomhedsledelse – i en positiv retning. Takket være et målrettet fokus, placerer Nordea sig på en ottendeplads blandt verdens 69 største kapitalforvaltere.

– Vi glæder os over rapporten og er stolte af at være blandt de ti bedste og nummer et i Norden. Nordea tror på aktivt ejerskab, og det er en vigtig del af at leve op til vores løfte om at være en ansvarlig investor. Vores kunder forventer, at vi investerer i virksomheder, der har godt styr på deres ESG-risici, og at vi udøver aktivt ejerskab, så selskaberne lever op til vores forventninger i forhold til miljømæssige og sociale forhold, siger Eric Pedersen, chef for ansvarlige investeringer i Nordea Asset Management.

Når Nordea som kapitalforvalter forsøger at påvirke virksomhederne, sker det blandt andet med fokus på, at selskaberne indretter sig efter internationale normer og principper om gode sociale forhold samt, at de arbejder sig hen mod klimamålene i Parisaftalen fra 2015.

Aktivt ejerskab skaber værdi og gør en forskel

Virksomheder, der ikke tager samfundsansvar, risikerer på sigt at underminere deres eget forretningsgrundlag ved for eksempel at få problemer med manglende arbejdskraft, uforudsete udgifter til klimaforanstaltninger eller påtvungen regulering. På den måde er aktiv ejerskab med til at skabe positive forandringer og samtidig fremtidssikre både virksomhederne og aktionærernes afkast.

– Engagement i de selskaber og brancher, som vi investerer i, er en af hjørnestenene i vores strategi om ansvarlig investering. Udover at vi stemmer til virksomhedernes generalforsamlinger har vores ESG-analytikere ca. 1.000 dialoger med selskaber om året for at diskutere emner såsom klimaforandringer, biodiversitet, menneskerettigheder og god selskabsledelse. For os er aktivt ejerskab et vigtigt redskab til at beskytte værdien for aktionærerne, øge det langsigtede afkast og drive positive forandringer i samfundet, lyder det fra Eric Pedersen.

Nordea stemmer ved ca. 4.000 generalforsamlinger, og har som aktionær i Amazon for eksempel stemt for en uvildig vurdering af selskabets holdning til retten til at organisere sig og overenskomstforhandlinger.

Igennem samarbejder – for eksempel med andre kapitalforvaltere – forsøger Nordea også at gøre en reel klimamæssig forskel. Blandt andet tilsluttede de to største amerikanske olieselskaber ExxonMobil og Chevron sig for nyligt andre store olieselskaber, der leverer på Nordeas krav om at begrænse metanudslip, der opvarmer atmosfæren omkring 80 gange mere end CO2. 

tirsdag 14. september 2021

Dansk økonomi klar til ny fase

Pandemien er langt fra overstået, men udsigterne for verdensøkonomien er fortsat gunstige. Dansk økonomi er ude af krisen, lyder det fra Nordeas eksperter i den netop offentliggjorte prognose, Nordea Economic Outlook.

Udsigterne for verdensøkonomien er fortsat gunstige, selvom fremkomsten af Delta-varianten har ført til høje smittetal og indførslen af nye COVID-19 restriktioner mange steder. I år vil den globale vækst nå op på 5,5 pct. for derefter at aftage til hhv. 5,1 pct. og 4,1 pct. over de kommende to år. For Danmarks vedkommende ventes BNP i år at stige med 3,3 pct. for derefter at aftage til 2,7 pct. og 2,2 pct. i de kommende år. Dansk økonomi er allerede over niveauet fra før COVID-19 og dermed er vi gået ind i en ny økonomisk fase i pandemien, hvor der er risiko for overophedning, siger Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.

Privatforbruget har været en vigtig drivkraft i det økonomiske opsving understøttet af en høj købekraft som følge af en positiv reallønsvækst, lave renter, store formuegevinster og udbetalingen af de indefrosne feriepenge. Det har indtil videre givet anledning til en stor fremgang i vareforbruget, mens de seneste data fra kortomsætningen hos Nordea’s kunder tyder på, at også det indenlandske forbrug af serviceydelser er på hastig fremmarch.

Også fremadrettet ventes privatforbruget at udvikle sig stærkt, bl.a. understøttet af tilbagebetalingen af 14 mia. kr. i for meget betalt boligskat, mens eksporten hjælpes på vej af fremgangen i verdenshandlen og genåbningen af økonomien, som bl.a. vil føre til stigende turistindtægter. Det store overskud på betalingsbalancen ventes at blive fastholdt på omkring 8 pct. af BNP.

- Det danske arbejdsmarked har på rekordtid bevæget sig fra krisestemning og stigende arbejdsløshed til en situation med kraftigt faldende arbejdsløshed og et rekordhøjt beskæftigelsesniveau. Den tiltagende mangel på arbejdskraft begynder at sætte sit aftryk i et opadgående pres på lønningerne. Vi venter, at den gennemsnitlige lønstigningstakt til næste år vil nå op på det højeste niveau siden finanskrisen. Dermed vil lønmodtagerne fastholde en positiv udvikling i reallønnen, selvom inflationen nu er på vej op, siger Helge J. Pedersen.

- Til trods for en meget ekspansiv økonomisk politik er de offentlige finanser kommet utrolig godt gennem krisen, og den offentlige gældskvote er meget lav i en international sammenhæng. Det giver en stor frihedsgrad i den økonomiske politik og medvirker samtidig til at holde den danske rente så lav som overhovedet muligt. Med udsigten til flere år med relativ høj økonomisk aktivitet og et arbejdsmarked, der allerede nu viser tegn på begyndende overophedning vurderer vi, at tidspunktet nu er inde til at påbegynde en gradvis opstramning af finanspolitikken, påpeger Helge J. Pedersen.

- Boligmarkedet har været glohedt gennem en stor del af pandemien. I år ventes huspriserne stige med godt 12 pct. i forhold til sidste år. Det er den kraftigste stigning siden 2006. Til næste år ventes en prisstigning på 3 pct. efterfulgt af 1 pct. i 2023. Den ventede afmatning i priserne skal bl.a. ses i lyset af effekterne fra de ændrede regler for boligbeskatning, der træder i kraft ved indgangen til 2024, siger Helge J. Pedersen.  

- ECB ventes ikke at sætte renten op, ligesom Nationalbanken også ventes at holde renten i ro henover prognoseperioden, selvom Nationalbanken siden februar har interveneret for at undgå, at kronen bliver for stærk over for euroen. Den situation fastlåses af det store overskud på betalingsbalancen. De lange renter vil dog stige i takt med, at de internationale renter bevæger sig opad. Det vil være med til at stabilisere boligpriserne, slutter Nordea’s cheføkonom.